Hvilke og hvad betyder de?
GOTS – Global Organic Textile Standard:

Dette er den mest brugte certificering, når man snakker om økologiske tekstiler. Certificeringen er en garanti for, at dit tøj er produceret miljømæssigt korrekt, samt socialt ansvarligt. GOTS kræver at minimum 70 procent af produktet består af certificerede økologiske fibre, og at alt kemi som f.eks. farvestoffer opfylder de særlige miljømæssige krav. Når tøj opfylder GOTS-standarderne, kan du være sikker på at det er fremstillet af økologiske materialer. Naturfiberen er ikke behandlet med sprøjtemidler, samt insektgift og det færdige produkt er garanteret fri for flourerende kemi. Derudover er det miljøvenligt forarbejdet på fabrikken. Du kan se GOTS-certifikatet som en verdensstandard for økologiske tekstiler. GOTS-certifikatet definerer på højt niveau miljøkriterier der skal være til stede under hele værdikæden for organiske tekstiler lige fra såning og dyrkning af bomulden, til plukning, transport, forarbejdning og lageropbevaring. Udover krav til tekstilerne er der også krav til arbejdernes rettigheder. De sociale kriterier skal også overholdes. Dette er blandt andet minimumsløn, arbejdsmiljø, arbejdstid, mindste alder og pauser. GOTS sikrer derved velfærden for de mennesker, der er involveret i produktets produktion. Alt sammen skal være opfyldt for at et produkt kan blive GOTS-certificeret. Du skal gå efter GOTS-certifikatet, hvis du vil være 100% sikker på, at de tekstiler du køber, er både økologiske, kemifrie og socialansvarligt produceret.
For at et produkt kan GOTS-certificeres og bære GOTS-certifikatet på hangtagget, kræver det at hele kæden er GOTS-certificeret – også brandet. Et produkt kan godt være produceret af GOTS-certificerede tekstiler, med GOTS-certificerede farver på GOTS-certificerede fabrikker – men er brandet ikke GOTS-certificeret, må produktet ikke bære mærkatet. Er du i tvivl om et produkt du har købt er GOTS-certificeret? – Så tjek teksten under symbolet.
IVN-BEST:

Den højeste certificering der stiller krav om at tekstil skal være 100% økologisk. Derudover stiller IVN-BEST også krav til hele produktionen, processen helt fra naturfibrene til det færdige stykke tøj. Det stiller derudover også høje krav til social velfærd for alle involverede i produktionen – fra mark til systue. IVN-BEST stiller krav om de højeste standarder der findes inden for tekstilproduktionen.
Oeko-tex:
Dette certifikat har ikke noget med økologi og/eller miljø at gøre. Det er et sundhedsmærke for tekstiler. Mærket sikrer at dit tøj er fri for skadelige stoffer. Organisationen bag Oeko-tex har flere mærker under samme paraply:

Standard100 by Oeko-tex: Hvis en artikel bærer Standard100-certifikatet, kan du være sikker på, at alle komponenter er er blevet testet for skadelige stoffer - dvs. hele tekstilet, hver tråd, knap og andet tilbehør. Produktet er derfor uskadeligt for menneskers sundhed.

Made in green by Oeko-tex: Made in green-mærket verificerer, at et produkt er blevet testet for skadelige stoffer. Dette udføres gennem certificering i overensstemmelse med Standard100 by Oeko-tex. Det garanterer også, at tekstil- eller læderprodukter er fremstillet ved hjælp af bæredygtige processer under socialt ansvarlige arbejdsforhold. Betingelsen for udstedelsen af Made in green - mærket er, at produktet er testet i overensstemmelse med Standard100 eller Læderstandard og fremstillet i STeP-certificerede faciliteter.